tirsdag den 10. februar 2015

Sprængt gås - og dennes anvendelsesmuligheder.

Opdrætning af gæs er noget af det bedste jeg ved. At se en lille dunet gæsling forvandle sig til en fuldvoksen gås med det fineste og lækreste kød er simpelthen fantastisk. Derudover kan de leve næsten udelukkende af græs, hvilket jo, hvis man har nok græs, holder udgifterne nede. Når det kommer til tilberedningen af gås, har vi hidtil udelukkende spist dem som gåsesteg med sprødt skind, brun sovs og hvad der ellers hører sig til. Men det bliver lidt ensformigt i længden, især hvis man har mere end et par gæs, så forleden forsøgte jeg mig med at sprænge kødet, og det kom der tre meget forskelligartet retter ud af. 

Selve sprængningen er forholdsvis let og gøres som følgende. Gåsen partereres i vinger, lår og bryst, kødstykkerne gnides grundigt i groft salt, lægges i et fad og sættes på køl i et døgns tid. Kødet skylles fri for salt og kommes i en saltlage af 50 gram sukker, 100 gram salt og to liter vand der har fået et opkog, og efterfølgende er afkølet. Kødet ligger nu i saltlagen i et til to døgn. Jeg lod det ligge i et døgn, og det var perfekt. Det var dog også en lille gås, så hvis det er en gås med en slagtevægt på 5-6 kg, så passer det nok fint med to døgn. Herefter skal kødet koges mørt i vand tilsat gulerødder, løg, porrer, selleri og en suppevisk, Kødet skal koges indtil det er mørt, hvilket i dette tilfælde var ca. 1½ time. Herefter er kødet klar til brug. Hvis man ønsker at spise kødet koldt, er det vigtigt at lade det køle af i suppen, da det ellers risikerer at blive kedeligt og "hårdt".

Første ret bestod af det færdigkogte og stadig lune gåsekød serveret med en vinterslaw af gulerødder og hvidkål, kartoffelrosti og champignonsovs (til dem der ikke kan undvære sovs). Det smagte virkeligt lækkert. Der er dog stor forskel på brystkødet og lår/vingekødet, og jeg tror at vi næste år parterer et par gæs, når de er slagtet, således at vi ikke behøver at tilberede brystkødet sammen med det øvrige kød. 


Anden ret var rispapirsruller. Jeg marinerede en del af det sprængte kød med en sød chilisovs og masser af hvidløg. Efter at have marineret natten over, blev kødet rullet i rispapir sammen med resten af vinterslawen, salat, agurk og avocado. Det blev til en lækker madpakke. 


Tredje ret af den sprængte gås var gule ærter. Jeg brugte suppen som base, og tilsatte gulerods- og knoldselleristern, porrer og gule flækærter. Det hele kogte sammen til det var tyknet. Jeg er sikker på at det vil være lækkert med det sprængte gåsekød til de guleærter, men da der ikke var mere tilbage, måtte vi nøjes med medisterpølse.

Jeg er blevet positivt overrasket hvor meget vi fik ud af en lille gås, og mulighederne er jo mange endnu. Så mon ikke vi fylder fryserne med gæs igen til efteråret.

søndag den 8. februar 2015

Restestrik

I forbindelse med mit tidligere omtalte indkøbsstop, har jeg besluttet at få udryddet en del af mine garnrester og garnlageret generelt, og det har allerede resulteret i en del færdig strik. Jeg har ikke garn til store projekter liggende, men der rigeligt garn til småprojekter. Så der bliver strikket huer, strømper, tørklæder, vanter og lignende på livet løs. Ikke nok med det tynder ud i garnet, så giver det også en masse mental overskud, at få noget brugbart ud af alt det garn der ligger og fylder godt i hjørnet af stuen. Jeg har besluttet mig for udelukkende at strikke i rester frem til sommerferien, men selvfølgelig, hvis jeg mod al sandsynlighed løber tør for garn, så må jeg købe noget, for undvære strik, det kan jeg ikke.
Herunder er lidt billeder af noget af det, der er røget af pindene siden nytår.