søndag den 4. januar 2015

Fast food - af den gode og sunde slags.

Fra i morgen banker hverdagen på igen. Vi har holdt 2 ugers ferie, og vi har nydt det i fulde drag. Der er noget særligt over juleferien, da der ikke er så meget udendørsarbejde, der trænger sig på, kan jeg bedre slappe af og have fokus på hygge og indendørs syslerier. Så batterierne er fyldt op, og klar til dagligdagsudfordringerne igen.
Der hvor jeg ofte føler, vi bliver ramt af dagligdagens uforudsigelighed er på tilberedningen af aftensmaden. Vi har som oftest en madplan, den fungerer godt, men engang i mellem (ca. 1 gang om ugen) kikser det, så er det nødvendigt med et hurtigt alternativ. Herhjemme er alternativet som oftest purerede supper, det kan alle lide, og suppen kan være klar på 30 minutter.
I efteråret slagtede vi kyllinger. Jeg parterede alle kyllingerne, og på alle skrogene kogte jeg fond i gruekedlen. Det blev til en stor portion fond, som blev frosset ned i portionsstørrelser. Så er det let at tage en pose kyllingefond op af fryseren, lade den smelte i en gryde mens rodfrugter hentes, skrælles, skæres i små tern og kommes i gryden, og vupti er der fast food.
 

Jeg har før skrevet en opskrift på kartoffelsuppe, men alle rodfrugter kan anvendes, vi kan især godt lide suppen med jordskokker. Økonomisk er det også en kæmpe fordel for os at have denne smutvej. Skal vi først omkring supermarked for at hente et hurtigt alternativ, så bliver det let dyrt. Og det er i den forbindelse lige meget, om det så handler om at købe ind til et sundt eller knapt så sundt måltid. Vi har selv avlet alt, hvad der skal i supperne, og det giver en stor tilfredsstillelse både på det personlige og økonomiske plan.

 
 

1 kommentar:

  1. Suppe som fast-food er også vores hurtige løsning. Især hvis vi fryser. Men den her helt hjemmelavede version vil slå vores med flere hønselængder. Vores er bare bouillon, forbedret med en gåsefedt-terning fra fryseren, og så hvad vi finder på at putte i af grønt og nudler. Men vi elsker det.
    Vi burde nok anskaffe nogle suppehøns som supplement til æglæggerne, næste gang bestanden i hønsegården skal skiftes ud.

    SvarSlet