søndag den 22. september 2013

På æblerov

Vi er så heldige at have rigtig meget levende hegn på vores ejendom, bl.a. så er der flere store æbletræer, og i dag tog vi trækvognen med ud for at hente æbler til most. Æblerne står nu og venter på, at ungerne vågner fra deres middagslur, så skal vi nemlig for første gang prøve at lave æblemost.




onsdag den 11. september 2013

Nyt fra strikkepindene.

Efteråret haler jo ind på os, og det kræver noget varmt strik, så strikkepindene har været i sving. Denne første uldne sag er en vest strikket på tværs til Rikke. Jeg er godt tilfreds med resultatet, og det er hun heldigvis også, der er bare meget mere motivation involveret, når jeg ved modtageren sætter pris på de strikkede sager.

Opskriften er næsten fulgt, jeg har dog freestylet halsåbningen og ærmegabene, de har fået en muslingekant. Egentlig skulle den have haft korte ærmer, men jeg synes den var finere som vest.




søndag den 1. september 2013

Syltede asier.

Tænk sig, jeg anede ikke at syltede asier er gået af mode, men efter at have gennemset nettet for opskrifter på syltede asier, må jeg indrømme, at asier ikke er populære, der var forbavsende få opskrifter, derimod var der en del nedsættende kommentarer om asier, den forvoksede agurk........ Så nu vil jeg tale godt for asien, og dens fortræffelighed på en leverpostejmad eller som tilbehør til den forlorne hare.

Jeg havde 3 fine asier i køkkenhaven i år, planten havde helt sikkert haft potentiale til at give mere, hvis ikke det var fordi, den led under pladsmangel, mine kæmpegræskarplanter har fuldstændig overtaget magten i den del af haven. 

Som med stort set alt andet syltning er det skræmmende let at sylte asier. Asierne skrælles, deles på langs og kernerne fjernes. Herefter skal man lige smage på hver eneste asie, da de godt kan risikere at være bitre, og de bitre vil vi ikke have i glassene. Med en massiv forkølelse satser jeg på at mine 3 asier ikke er bitre, for jeg kunne intet smage.

Nu skal asierne i en kold saltlage. Saltlagen laves af  2 liter vand der koges sammen med 200 g salt. Asierne skal stå i saltlagen et døgns tid, det kan være nødvendigt at holde dem nede i saltlagen med noget tungt.

Herefter tørres asierne godt, skæres i strimler og kommes i skoldede glas.

1 liter eddike koges sammen med ca. 750 gram sukker, 9 skoldede skalotteløg (ikke de lange tynde men de små runde) og syltekrydderier tilsættes. Denne gang tilsatte jeg 15 sorte peberkorn og 2 tsk. sennepsfrø, jeg ved mange mener der skal dildskærme i, det kommer der ikke her i huset, men det er jo en smagssag. Eddikelagen koges sammen og hældes over asierne. Herefter henkoges asierne. Henkogningen kan jo erstattes af atamon, men jeg er tilhænger af henkogningsmetoden. 

Ud af de 3 asier fik jeg 3 glas syltede asier. 

Har du ikke selv asier i haven, så jeg forleden i vores lokale SuperBrugsen at de solgte asier til 20 kr. stykket. Og så kan man jo undre sig over om der er salg i asier...........




Syltede løg


Jeg har for første gang forsøgt mig med at sylte løg. Det er de mindste skalotteløg fra årets høst, der er brugt til formålet. Grunden til at sylte løg er, at jeg er stor fan af glaserede løg til en god okse- eller dyresteg, jeg ved godt det er håbløst umoderne, men det smager fantastisk. Så næste gang der er steg på menuen, så bliver det med egne løg.

Selve opskriften er meget simpel, det er dog noget af et arbejde at få pillet alle løgene, og der trillede da også en enkelt eller to tårer ned af mine kinder under pillearbejdet.


Ca ½ kg små løg overhældes med kogende vand, og trækker i ca. 5 minutter.


Herefter pilles løgene.


En eddikelage koges sammen af 175 g. sukker, 3,5 dl edikke, ½ spsk salt og 2½ cm høvlet peberrod.
I lagen koges løgene nu i 5 minutter, til de er knap møre.


Til sidst hældes løgene og lagen på skoldede glas og henkoges.