lørdag den 25. maj 2013

Velkommen til Frede.

Vi har fået en kælekanin. Frede hedder han, han er seks år gammel, og en flot fyr. Det har længe været et ønske fra Rikkes side at få en kanin. Vi har bare ikke rigtig fået taget os sammen til at finde en kanin til hende. Men så forleden fandt vi Frede, og han var ganske gratis. Jeg er jo som så mange andre på facebook, og derinde er jeg medlem af en gruppe, der hedder noget i retning af "bortgives i Horsens og omegn", og der var en familie der ønskede at bortgive Frede, da tiden ikke længere var til en kælekanin i huset. Så dagen efter hentede vi Frede, og vi fik både bur og alt muligt andet udstyr med. Så glæden var enorm, da vi kom hjem med Frede.




Jeg ved at der findes mange af disse bortgives grupper på facebook, og jeg kan kun anbefale dem, Jeg mener desuden at det er fantastisk at hele genbrugstanken i den grad er ved at slå an i den brede befolkning, og genbrug ikke længere er forbeholdt fattigrøve og flippere.

mandag den 20. maj 2013

Grødevejr.

Tidligere i dag havde vi mine forældre på besøg. Og da vi gik rundt udenfor og talte om vejret, sagde min mor -"Det er rigtig grødevejr idag". Udtrykket grødevejr havde jeg ikke hørt i lang tid, jeg tror det er et gammelt bondeudtryk, som betyder at vejret er varmt, fugtigt og skyet. Det er jo næsten som om, at man kan høre planterne gro i sådan et vejr. Mon ikke der findes mange af sådanne gamle vejrudtryk, som efterhånden er ved at gå i glemmebogen, fordi vejret ikke har den samme betydning for de fleste mennesker i dag. Bilka har jo altid agurker, jordbær eller andet alligevel selvom vejret har ødelagt høsten i Danmark. 


Hvidløgene strutter.


Frugthaven er ved at komme i blomst.



Kreaturene NYDER det grønne græs efter en lang vinter med ensilage.


Er det bare mig, eller er der usædvanlig mange mælkebøtteblomster i år?


I plantekassen på terassen gror radisser og salat sammen med purløg.

søndag den 19. maj 2013

Fetaost produktion.

Jeg er jo så heldig at have stort set ubegrænset adgang til komælk direkte fra koen, og længe har jeg ønsket at forsøge mig ud i osteproduktion. Nu fik  jeg endelig taget mig sammen, og første eksperiment skulle være fetaost. Selve processen er en langstrakt affære, som jeg ikke vil komme nærmere ind på her, men jeg kan varmt anbefale denne bog. Bogen fortæller grundigt om alle processerne, og den er let at gå til. Så hvis du har en lille mejerist i maven, så er det bare at springe ud i det, og mælk fra køledisken kan jo også sagtens bruges.

Fetaosten skal trække en uges tid i saltlage inden den er klar til at blive spist. Jeg var noget spændt på resultatet, og jeg må sige, at jeg blev positivt overrasket. Både konsistens og smag var som den købte feta, dog var den noget mere salt, og næste gang tror jeg, saltlagen  skal være knap så kraftig. Fetaen kan holde sig ca. en måned i køleskabet, men så lang tid tror jeg nu ikke det varer inden den er spist.


Et restprodukt fra osteproduktionen er jo vallen. Jeg valgte at bruge vallen som væske i henholdsvis en langtidshævet og en almindelig bolledej. Begge hold boller blev rigtig gode og saftige, så fremover tror jeg vallen skal bruges til brødbagningen. 


lørdag den 18. maj 2013

Rikke og plantekassen.

Så har Rikke plantet og sået i sin fine nye kasse. Hun var med en tur på planteskole, og fandt en spansk margurit, en skrækkelig plante efter moderens mening, samt en anden "mormorblomst", men hun var begejstret for indkøbet, så det var jo helt perfekt. Udover blomsterne har hun valgt at sætte nogle fressiaknolde samt at så radisser, til faderen som tak for kassen og gulerødder til madpakken.



søndag den 12. maj 2013

Mælkebøtteblomstsirup

For over 10 år siden var jeg til et foredrag med Anne Mette Olesen, hvor hun fortalte om, hvordan mælkebøtteblomter kan udnyttes i køkkenet, og siden dengang har jeg hvert forår haft lyst til at bruge de smukke gule blomster, der er overalt. I går plukkede jeg så et dørslag fuld af mælkebøtteblomster, der var cirka 300 gram. Jeg havde en plan om at omdanne dem til sirup. Jeg havde ingen opskrift, så jeg har forsøgt mig frem, og resultatet er blevet helt fint.


Jeg startede med at klippe alle de gule kronblade af selve mælkebøtteblomsten. Jeg har en fornemmelse af, at man skal være rimelig omhyggelig, så man undgår at få dele af den bitre mælkebøtte med i gryden. Herefter kogte jeg mælkebøtteblomsterne sammen med cirka en liter vand og saften af 2 citroner i knap ti minutter. Herefter blev massen siet gennem et viskestykke. Væsken blev tilsat 1 kilo sukker, og herefter kogte det sagte ind i cirka 2½ time. Siruppen blev meget tyk, og jeg tænker at jeg en anden gang vil stoppe processen noget tidligere, så siruppen bliver mere flydende. 


Nu bliver det så spændende, hvad jeg kan finde på at anvende siruppen til.

lørdag den 11. maj 2013

En fars gave.

Stilheden herinde på bloggen har været lang, jeg har været ideforladt i en grad, jeg aldrig har oplevet før. Faktisk tror jeg, at jeg inderst inde har tvivlet på om det overhovedet blev forår i år. Jeg har intet forspirret, og da jeg skulle til at købe frø til køkkenhaven, var det meste udsolgt, jeg tog mig flere gange i at tænke, mens jeg stod ved halvtomme frøreoler, hvem fa..... har købt alle de frø, vi er jo gået ind i en ny istid. Nå men nu har jeg fået købt alle de frø, jeg skal bruge, og så har jeg valgt at støtte gartnerierne (for de har jo en varmeregning af format, som de skal betale i år), og har købt rigtig mange forspirrede planter bl.a. diverse kål, porrer og knoldselleri. Stangbønner, squash, græskar, asier og alle de andre varmekrævende planter har jeg dog forspirret, og de står og hygger sig i drivhuset, indtil varmen kommer for alvor. 

Tilbage til overskriften. Som de der læser med herinde jo nok ved, så har jeg en datter, der heller end gerne deltager i havearbejdet. Vi som forældre støtter hende i denne interesse, både fordi vi mener det er god læring, der fremadrettet kan gavne hende, men også fordi vi er stolte af vore forældreevner, fordi det er lykkedes for os at indrage både hende og Lillebror i vores projekter på en måde, så de hellere vil være ude sammen med os fremfor at se tv eller lignende.
Nu har farmanden så lavet en plantekasse/mistbænk/minidrivhus til Rikke. Selvom han har travlt som de færreste, og stort set kun er hjemme for at sove, så har han prioriteret at lave denne kasse til hende, og hun er bare glad for den. Nu er den sat op ved siden af det store drivhus, og når hun kommer hjem i morgen, fra en miniferie hos mormor og morfar, så er den klar til at blive fyldt med jord og planter.