lørdag den 5. maj 2012

Et fyldt bagagerum.

Jeg har været på besøg hos mine forældre i dag. Min mor havde været så sød, at plante nogle "Corona" jordbærafliggere til mig sidste efterår, de stod i en plantekasse, og hvis de skulle nå at give dejlige jordbær på vores adresse i år, så var det ved at være ved tiden at få dem flyttet. Mine forældre er haveentusiaster, så det blev ikke ved jordbærplanter........ Nej der var lige en spand med franske jordskokker, som de ikke havde plads til at plante, så den snuppede jeg også med hjem, jordskokker er en favorit her hos os, men mærkværdigt nok er det lykkedes os, at udrydde vores egne jordskokker, troede ellers ikke det var muligt. Så langt så godt. På vej om til bilen faldt snakken på påskeliljer, jeg har en plan om at skulle plante påskeliljer langs vores indkørelse, den er nyanlagt, og består i øjeblikket kun af 4 linde alletræer. Så ind i bilen kom også 200-300 majliljeløg, og tror mig, det er overhovedet ikke at se, at der blev tyndet ud i mine forældres forårsløg. Til sidst spurgte Rikke sin Morfar om hun måtte få en georgineknold, selvfølgelig måtte hun det, han havde plantet de georginer, han skulle have plantet. Så han hentede minilæsseren, og fandt de to paller frem, hvor de tiloversblevne georgineknolde var, så det endte med yderlige to sække i bagagerummet med henholdsvis røde og lilla georgineknolde. Så var der heller ikke plads til mere, og vi kørte hjemad. Sikke en overflod, det er næsten ubeskriveligt, men hvor er det dejligt, at kunne forære og modtage planter, der i bund og grund har en ret stor værdi, hvis man skulle betale sig fra dem. Så nu mangler blot arbejdet med at få plantet. Jordbærene og majliljerne er kommet i jorden.







1 kommentar:

  1. Ja, planter er meget dyre i indkøb - så du har lige fået en meget kostbar last med hjem.
    Skønt med sådan en overflod og gavmildhed :o)

    SvarSlet