Sat ud af spillet.

Forårstiden er en travl tid, jeg har lange "to-do" lister, der skal såes, forspires, plantes, prikles, jordbehandles, gøres klar til høns, luges, lægges fliser o.s.v. o.s.v. Nu er jeg ikke typen, der bliver stresset og går i panik, men jeg vil gerne have, at der er styr på tingene, og at tingene bliver gjort indenfor den tidsramme, jeg har planlagt. Men sådan skulle det ikke være i denne uge, faktisk har jeg ikke vinget noget som helst af på nogle af mine "to-do" lister, derimod er livet blevet sat lidt i et andet perspektiv for vores lille familie. Søndag aften blev Lillemanden hastet på sygehuset i ambulance, han var blevet ramt af en virusinfektion i luftvejene, hvilket ikke er det bedste, når man i forvejen lider af en særlig genstridig astmatisk bronkitis. Det er ikke første gang vi er indlagt med ham, nærmere ottende eller niende gang, men det er første gang, jeg for alvor har været bange og bekymret for den lille mand. Han er dog ved at være på toppen igen, han er sej og en figther uden lige.

Det jeg egentlig vil frem til, med denne lille fortælling er, at når man sådan er "låst" fast på et sygehus, og ikke kan gøre andet end at drage omsorg for sit syge barn, så får man rigtig god tid til at tænke og reflektere over sit liv. Jeg har tænkt rigtig mange tanker, og de fleste tanker var overraskende positive, jeg er så glad og tilfreds med den måde, vi lever vores liv på, og dog blev tanken om at blive endnu mere selvforsyndende ved med at dukke frem. Når jeg tænker på at blive mere selvforsyndende, tænker jeg det egentlig som en mulighed for at blive mere selvstændige. Det irreterer mig, at jeg ikke har muligheden for at tage det fulde ansvar for mit eget liv. Der er altid nogle der har den endelige magt, jeg tænker her på fagforeningen, banken (som lige er krakket!!!!), myndighederne, kreditforeningen, forsikringselskabet o.s.v. Jeg kunne rigtig godt tænke mig at tage det store skridt, og frigøre mig så meget som muligt fra ovenstående, men så begynder tingene også at blive usikre, og det er spørgsmålet, om vi som familie er klar til denne uvished. 

På trods af den ulykkelig situation det er at have et meget syg barn, så kan jeg virkelig anbefale alle at give sig selv et pusterum fra hverdagen og alle dens gøremål og virkelig tænke og reflektere over livet. Jeg tænker at et par døgn i en shelter, telt i skoven eller noget helt tredje er bedre end 4 døgn på en børneafdeling!!!