fredag den 24. februar 2012

Det lakker mod enden.

Det er ved at være slut med mine vinteropbevarede æbler, de har dog holdt sig både langt bedre og langt længere, end jeg havde forventet.


For at nå at få brugt de sidste til noget fornuftigt, inden de rådner helt væk, spiser vi en del æblekager for tiden. Æblekager er nu heller ikke det værste, og der findes jo et utal af variationer over kager med æbler i. I går aftes lavede jeg en sukkerbrødskage med æblestykker i, den var rigtig god. Vi nød den til aftenkaffen med en lille klat flødeskum til. Som billedet viser, gjorde vi et godt indhug i den.

En strikket nederdel

For et stykke tid siden havde jeg Rikke med ude for at købe garn. Jeg skulle strikke noget til hende, og hun måtte selvfølgelig selv bestemme, hvad det skulle være. Der var ingen tvivl i hendes sind, hun ville have en strikket nederdel, så vi bladrede og bladrede i diverse strikkehæfter, indtil vi fandt en opskrift fra Sandnesgarn.

Hun har overvåget arbejdet fra start til slut, hun mente det skred for langsomt frem, jeg gjorde hvad jeg kunne, men et strikketøj på pinde nr 3 og min debut i at strikke flerfarvede mønstre, tager altså tid. Færdig blev det dog (forholdvis hurtig) og både hende og jeg er utrolig glade for resultatet, og det er garenteret ikke den sidste nederdel, jeg har strikket.

torsdag den 23. februar 2012

Dryppe stearin

Da jeg var barn, samledes byens unger sig ofte for at dryppe stearin. Vi kunne sidde i timevis og bare dryppe og tænde og slukke stearinlys. Som regel blev lufte noget tung i køkkenet med al den stearinos, men vi hyggede os.

I dag introducerede jeg så Rikke for at dryppe stearin, desværre havde vi kun hvide lys, så det blev ikke til farverige plader, som jeg husker fra barndommen. Men hun blev bidt af det, der er noget med børn, vand og ild, det virkede næsten helt terapeutisk på hende.

Det er meget simpelt at dryppe stearin. Man tager et glas med vand, så tænder man et stearinlys og drypper små stearindråber ned i vandet. Når al vandet er dækket med et godt lag stearin, kan man fiske stearinpladen op af vandet og beundere sit værk.

Rikke spurgte hvad pladerne kan bruges til, og ja det ved jeg egentlig ikke, men nogle gange er det processen, der er den givende.