mandag den 23. januar 2012

Få tingene ud af verden uge.

Jeg har det med at udskyde ting, jeg ved ikke hvorfor, og det irreterer mig rigtig meget, men jeg tror jeg er uforbedrelig på det område. Resultatet er altid, at jeg får samlet en masse halvfærdige projekter sammen, det irreterer mig så endnu mere....... Derfor tager jeg engang ca hver tredje måned en "få tingene ud af verden uge". Det eneste projekt jeg så har, i den uge, er at få alle de halvfærdige projekter færdige. Det plejer at være en succes, og give en god fornemmelse efterfølgende.

I dag er jeg hjemme med en syg dreng, så mens han tog en god lang lur, fik jeg streget 3 projekter fra listen. Alle 3 projekter involverede symaskinen, så den måtte hives frem fra gemmerne og støves af inden brug.

Første projekt var en julegås. Jeg klippede stoffet til den i starten af december, men så kom den ligesom ikke længere. Nu er den syet sammen, og klar til næste jul, det må da siges at være på forkant med julepynten.

De næste to projekter er et par puder, jeg havde lovet at sy til min store pige. Stoffet var klippet, så det var egentlig bare at sy. Begge puder er syet af rene genbrugsmaterialer, det er virkelig en fornøjelse at lave gammelt til nyt. Så jeg håber, hun er tilfreds, når hun engang kommer hjem fra skole, og ser puderne.






søndag den 22. januar 2012

Rødkål til flæskestegen.

I dag har jeg lavet rødkål af egne rødkål, selvom jeg har lavet rødkål i mange år, har jeg aldrig selv dyrket dem. Jeg høstede rødkål engang først på efteråret, jeg havde 3 tilbage, som har lagt i værkstedet sammen med æblerne. De 3 rødkål var noget dårlige at se på, men efter at have pillet de yderste blade af, var de maget fine indeni. Da jeg havde snittet de 3 rødkål, synes jeg ikke der var helt nok i gryden, så jeg var lige ude i haven og kigge i rødkålsrækken. Der var faktisk 2 fine rødkål derude, de må have vokset siden jeg høstede de andre, store og flotte var de i hvert fald. Så jeg fik gryden fuld til sidst.



Rødkål er efter min mening en af de smukkeste grønsager.

Jeg har egentlig ikke nogen opskrift når jeg laver rødkål. Jeg koger den snittede kål i eddike i ca 1 time, herefter tilsætter jeg usødet ribssaft (min egen naturligvis), salt og sukker, smager det hele til, og koger det yderligere ca 30 minutter. Jeg henkoger det ikke, men fylder det i poser i passende potioner og fryser det ned. Når jeg varmer det inden serveringen, tilsætter jeg lige en god klat honning, det giver lige det sidste pift.

Her til aften stod menuen på flæskesteg med kogte kartofler, brunsovs, rødkål og ribsgele.  

fredag den 13. januar 2012

Forårsfornemmelser

Sikke et fantastisk solskinsvejr vi har i dag, og jeg har endda en fridag, så det er jo helt perfekt. Jeg har lige været en tur rundt i haven Det er efterhånden længe siden jeg har været derude, hvor jeg havde tiden og roen til at kunne kigge og nyde uden at blive forstyrret.

Hvidløgene står med lange spirer, de ser ud til at have fart på. Jeg har det lidt mærkeligt med at vi har sådan en lun vinter, efter de to foregående hårde vintre. Uroen breder sig, jeg længes efter rigtig forår, så jeg rigtig kan komme i haven, og hjælpe planterne til at spire og gro. Det er lettere at vente, når jorden er frossen og dækket af sne, lige nu synes jeg, at naturen holder mig lidt for nar!!!



Jeg var også ude og se til drivhuset. Det har jo blæst en del, men samtlige ruder var intakte....heldigvis, jeg kunne godt tænke mig et forår, hvor jeg ikke først skal have udskiftet glas i mit drivhus, inden jeg kan gå igang med såning og plantning.

Inden i drivhuset er der sørme spiret ikke færre end 6 kartofler. Her midt i januar har jeg altså 6 fine kartoffelplanter i mit drivhus........det er lidt vildt. Selvom at planterne sikkert aldrig bliver færdigudviklet, så er jeg bare vildt fascineret af små nye planter, og kartoffelplanter er uden tvivl en af favoritterne.



søndag den 8. januar 2012

Søndags dessert

Da jeg var teenager, og boede hjemme hos mine forældre, syntes jeg at frugtgrød var noget af det mest oldnordiske og ucharmerende man kunne få til dessert. Jeg må dog indrømme, at jeg med tiden har skiftet mening, og nu er jeg faktisk rigtig glad for frugtgrød. Den yngste del af min lille familie, er også rigtig glad for frugtgrød, så vi spiser det efterhånden rigtig tit. Den fineste grød er efter min mening jordbærgrøden, farven er flot, og smagen er fuld af sol og sommer. Jordbærrene jeg har brugt, er selvfølgelig egen avl.

Jeg er dog lidt i tvivl om, hvorvidt jeg er lidt for politisk korrekt eftersom jeg nægter at blende grøden, så der ingen klumper er. Faderen og ældstebarnet så nemlig gerne, at de ikke skulle tygge i klumperne, men så længe jeg står for madlavningen, forbliver der klumper i jordbærgrøden.


Normalt spiser vi grøden med mælk på, men når det er søndag, så skal den også lige have et godt skævt fløde.

lørdag den 7. januar 2012

Grønkålssalat

Da jeg tidligere i dag læste dette indlæg, fik jeg sådan lyst til grønkålssalat til vores aftensmad i dag. Så jeg gik en tur i haven og hentede grønkål, på vejen tilbage var jeg lige inde forbi værkstedet for at hente et æble.

De æbler jeg plukkede i efteråret holder sig rigtig godt, og vi har været selvforsynende med æbler hele vinteren, og jeg tror der er æbler til en måneds tid endnu. Jeg har dog flere gange oplevet, at mine æbler bliver smidt ud, når de ligger i køleskabet på arbejdet, jeg tror der er nogle af mine kollegaer, der synes, at de er lige en tand for rynkede, men de smager fantastisk.

Aftensmåltidet bestod foruden grønkålssalaten også af langtidsstegt kalkunlår og kartoffel/selleri/grønkålsmos, det eneste jeg ikke selv havde produceret var sellerien og valnødderne, ellers var det hele homemade. Det er ret imponerende, at det kan lade sig gøre her midt i vinteren.



Grønkålssalat:

Et par store håndfulde fintsnittet grønkål
Et stort madæble i fine både
Ristede valnødder

Dressingen

4 spsk æbleeddike
4 spsk olie
1 tsk sukker
1 tsk salt

Dressingen blandes og grønkålen, æblet og valnødderne tilsættes. Salaten kan spise med det samme, men jo længere den trækker, jo lettere bliver grønkålen at "tygge", så det er jo smag og behag. Jeg skal hilse og sige at salaten også fungere rigtig godt med helt fintsnittet rosenkål.

Chokoladekagen til alle anledninger

Der findes et utal af opskrifter på chokoladekage. Efter min mening er rigtig mange af dem tørre og kedelige. Jeg er kræsen når det gælder chokoladekage, jeg mener det er skammeligt at kalde en kage for chokoladekage, hvis den ikke indeholder chokolade. For efterhånden nogle år siden, blev jeg præsenteret for denne opskrift, og den er bare rigtig god. Den er fantastisk bare som den er, men den kan også laves til muffins og pyntes med glasur, frosting eller frisk frugt, den er også rigtig god med en kugle is. I dag har jeg bagt den i en brødform og den skal nydes med en kop varm kaffe og i selskab med to legende tøser.
Det er altid godt med opvaskehjælp:)


Opskriften er som følgende:

200 g god mørk chokolade
200 g smør
4 æg delt i hvider og blommer
200 g sukker
125 g mel
2 spsk ekstra sukker

Smelt chokoladen sammen med smørret i vandbad. I mens piskes æggehviderne stive, når de er næsten stive tilsættes de 2 spsk sukker, æggeblommerne piskes med sukkeret til en tyk æggesnaps. Smør/chokoladeblandingen tilsættes æggesnapsen. Herefter blandes mel og de stive æggehvider forsigtigt i. Dejen kommes i en form og bager ved 180 grader. Bagetiden er afhængig af hvilken form der bruges.

søndag den 1. januar 2012

Spændende

Jeg synes det er fantastisk spændende at jeg nu har et helt nyt år, som jeg kan fylde ud, præcis som jeg ønsker. Jeg er ikke typen der ser tilbage, jeg ser hellere fremad. Jeg kan ikke ændre noget i det forgangne år, men jeg kan påvirke år 2012, og det glæder jeg mig til. Nytårsfortsætter er heller ikke lige min kop te, men hvert år har jeg nogle fokusområder, som jeg vil arbejde med, det kan både være personlige, faglige eller mere praksisorienterede. Tre af mine fokusområder vil jeg gerne uddybe lidt:

1) Jeg vil tilstræbe at se meget mindre ligegyldig TV. Som så mange andre mangler jeg timer i døgnet, og dem tænker jeg, at kunne finde lidt flere af ved at droppe noget TV tid.

2) Jeg vil øge mit fokus på min og min families brug af tilsætningsstoffer. I forvejen er jeg meget opmærksom på hvilke og hvor mange tilsætningsstoffer, vi bruger til dagligt. Men jeg vil gerne have forbruget endnu længere ned. Derudover vil jeg gerne gøre mine omgivelser opmærksomme på, hvor mange forskellige tilsætningsstoffer de propper i dem selv og deres børn. Jeg er ikke ude på at vil missionere, men der ville nok komme nogle velplacerede stikpiller en gang i mellem.

3) Jeg vil forsøge at mere på forkant. De sidste måneder føler jeg, at jeg har slukket mange unødvendige ildebrande. Ildebrande der opstået fordi jeg er kommet bagud med rengøringen, hurtigretter i fryseren, madplaner og den planlægning der er nødvendig i en børnefamilie. Jeg vil gerne være så meget på forkant, at uventede gæster bliver en glædelig overraskelse.....

Noget andet der kommer til at fylde det kommende år, er at vi skal påbegynde opførelsen af vores store drøm, nemlig et nyt stuehus. Det er en drøm, der er blevet sat på standby flere gange, men nu ser det endelig ud til at lykkes.

Helt konkret startede 2012 med tre timers trækløvning. Det var skønt med den friske luft her 1. januar. Desuden kommer der snart en gravmaskine, der skal lave gårdsplads og bunden til det nye stuehus, derfor er det nødvendig at få fjernet træstakken, der ligger lige der, hvor det kommende soveværelse skal være.